Ligestilling i Danmark 2013

Er far og mor mere eller mindre lige i Danmark i 2013 end de var i 2006 da ligestillingen havde sit eget ministerium?

Det er nok temmelig svært at give et entydigt svar på dette spørgsmål, og måske er det heller ikke det spørgsmål vi bør stille os selv, måske er det mere internesandt at vi tager en debat omkring hvad det er vi gerne vil opnå med ligestilling mellem kønnene?

Den lille forskel, hvor stor skal den være?

Det er nok ikke til at komme uden om at der er forskel på mænd og kvinder, og mon ikke livet ville miste en hel del hvis vi alle blev ens, så hvad er det så ligestillingen skal bruges til, er det ikke mere respekt mellem kønnene vi skal kæmpe for?

One Response to “Ligestilling i Danmark 2013”

  1. Kresten Lidegaard Says:

    Ligestillingsminister Manu Sareen har den 25. juni 2013 skrevet en kronik “Grib chancen – stop kønskrigen” i Politiken. Ministeren mener blandt andet ikke, at der findes diskrimerende love rettet mod mænd.

    Kønskampens eneste alternativ er familiedemokrati
    På konferencen om Mænds Sundhed den 10. juni 2013, brugte Ligestillingsminister Manu Sareen det meste af sin taletid til at tale om 17. etage på Hotel Bella Sky, der er forbeholdt kvinder. Hans pointe var, at det var uvæsentligt om mænd må overnatte der eller ej. Så langt er vi enige, hvorfor det undrer at han så bruger sin taletid på det, i stedet for at tage fat på blot et lille hjørne af det, der er væsentligt for mænd, da det nu var dagens tekst. Måske ved han ikke hvad det er?

    Han fik også sagt, at der ikke er love rettet mod mænd. Det blev imødegået på mødet med blandt andet forældreansvarsloven som eksempel. Men Manu Sareen fremturer i sin kronik i Politiken den 25. juni 2013.

    I den skriver han videre

    ”at det faktisk strider mod de fleste mænds selvopfattelse, at der skulle være behov for en indsats rettet mod dem.”

    Skulle Manu Sareen eller andre være i tvivl, bryder mænd sig lige så lidt som alle mulig andre om love og regler, der er rettet imod deres børn og dem selv. Den slags love er der mange af.

    Forældreansvarslovens §§ 6-7 tildeler mødre forældremyndighed over deres børn automatisk. Fædre kan få en halv forældremyndighed, hvis mor gifter sig med ham, eller på anden måde indvilliger i at dele den med ham.

    Det står i kraftig modsætning til lovens centrale § 4, hvorefter ”afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet”. Hvad det er, kan hverken forældrenes etnicitet eller køn fortælle.

    Forældreansvarsloven er en lovbestemt diskrimination af børn og fædre. Den er af en eller anden grund undtaget fra den ligestillingsvurdering som alle love ellers skal igennem før de kan vedtages.

    Det kunne være interessant hvis Manu Sareen kunne kaste lidt lys over hvordan det kan lade sig gøre?

    Hvad kan forældremyndighedens placering så bruges til? Netop fordi den tildeles som den gør, fortæller den mere om forældres køn, end om deres forældreevne. Om hun nu vælger at dele eller ikke at dele den, fortæller også lidt om hendes samarbejdsvilje med den mand hun har valgt som far til sit barn. Ret meget andet kan forældremyndighedens placering ikke bruges til.

    Men det bliver den. Oplysningerne om hun nu ønsker at dele eller ej, registreres i CPR registeret, så enhver myndighed til enhver tid kan se, hvad mor mener om far og kan behandle ham derefter.

    En søgning på ”forældremyndighed” på http://www.retsinformation.dk giver 768 hits. Så mange love, regler og cirkulærer findes der, hvor forældremyn­dighed­ens placering tillægges betydning. Der­med får også kønnet betydning.

    Manu Sareen ligestiller i sin kronik forfatter, mandeforsker og Professor Hans Bondes angreb på Statsminister Helle Thorning-Schmidt med et angreb på demokratiet. Nu er der som nævnt kønsdemokratisk ­under­skud i blandt andet familie­lovgivningen i kvindernes favør. Så må­ske skulle Manu Sareen være en smule mere afdæmpet i sine ytringer, og se at få fjernet tømmerhandlen i sine egne øjne før han skyder efter splinten i andres.

    I sin bog ”Hvad er demokrati”, som Hal Kock udgav i 1945, skrev han blandt andet;

    “Demokrati er ikke et system eller en lære, det er en livsform som under talrige nederlag er groet frem i Vesteuropa i løbet af de sidste 2000 år […]. Det er en tankegang man først tilegner sig derved at man lever den igennem i det allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter udadtil i større kredse, i forhold til landsmænd, og endelig i forhold til nationer”.

    I sin nytårstale fra i år sagde Statsministeren blandt andet:

    ”Det er ikke alle parforhold, der holder. Mange bliver skilt. Og det er svært, når en familie bliver delt i to. Men vi ved, at det kan fungere. Det er ikke pinligt eller unormalt. Og en familie, som består af mor og et par børn, er en lige så god familie som enhver anden.”

    Udsættes Helle Thornings udsagn om at en enlig mor er lige så god som en far og en mor, for lidt maskulin matematisk logik, er konsekvensen, at far er ligegyldig, overflødig – faktisk er han nærmest i vejen. Så længe han sender sine penge, må han godt være rigtigt langt væk.

    Hvis alle familieformer er lige gode, kan det undre, at fædre ikke på samme måde som mødre automatisk får del i forældreansvaret. Hvorfor er der så få singlefamilier med far som den centrale figur? Hvorfor selekteres der mod lige præcis den konstellation? Ikke blot i loven men også i forvaltningen.

    Helle Thorning‑Schmidts udsagn forekommer ikke specielt demokratisk, slet ikke målt med den Hal Kock´ske alen. At hun sådan lægger sig ud med den ene halvdelen af vælgerne, kunne tyde på at hun netop satser på den anden. Hun vil næppe selv protestere mod at blive betegnet som femi­nist? Det er en ganske præcis varedeklaration. Feminismen er en del af hendes og socialdemo­kratiets nye identitet.

    Substansen i statsministerens nytårsudsagn holder ikke. For at få ligningen til at gå op, skal den enlige mor have en sand haglbyge af tilskud, der sikrer hende den ”økonomiske uafhængighed”, som Manu Sareen i sin kronik praler af at have sikret kvinder.

    Listen af tilskud er næsten uendelig. børne­tilskud, børneydelse, børnebidrag, boligsikring, friplads, grøn check, fri proces (til fx retssagen mod børnenes far for at få hele forældremyndigheden, hustrubidrag, huset, bilen eller pension). Fra nytår suppleres med et ekstra beskæftigelses­fradrag, fordi alle de indkomst­regu­lerede tilskud fratager de enlige incitament til at arbejde.

    Ganske vist modtager alle enlige ikke alle tilskud. Regner man sammen, sidder enlige mødre ganske godt i det. En enlig mor med to børn på dagpenge, når typisk op på en samlet årlig nettoindtægt på omkring kr. 350.000. Det svarer til en brutto­ind­komst på ca. kr. 600.000 kr/år. Langt mere end mange intakte familier med far, mor og børn har at gøre med. Specielt hvis indkomsten divideres med antallet af familiemedlemmer.

    I foråret har DR1 fortalt om flere sager, hvor en enlig mor er lidt for gode venner med sin eksmand til at kunne anses for at være reelt enlig og dermed berettiget til tilskud. Man forventer, at de sociale bedragere efter mødet med de kommunale dyneløftere tilbagebetalere fortidens overforbrug, og helt undværer fremtidige tilskud. Det gør de næppe. Mange sørger i stedet for at blive skilt ordentligt og får smidt ham helt ud, så de igen kan få tilskud. Skulle nogen være i tvivl om de nu er lidt for gode venner, kan hun for en sikkerheds skyld kaste nogen modbydelige beskyldninger efter ham, og fratage ham forældremyndighed, så ingen er i tvivl om, at de er rigtigt meget uvenner.

    Her er tale om statsprostitution. Ikke af kvindernes krop, men af deres sjæl. Af deres kærlighed.

    Oveni de mange personlige tilskud til enlige kvinder, får de kvindecentrerede organisationer som fx krisecentre, Mødrehjælpen, Kvinderådet, Børns Vilkår og Kvinfo, også offentlige tilskud. Tilsvarende maskuline organisationer – i det omfang de eksisterer – får stort set intet.

    Regningen for den førte familiepolitik er ikke blot store tilskud til de enlige mødre. Oven i kommer finansieringen af store sociale problemer. Den sociale forskning modsiger myten om at alle ”familier” er lige gode, og at fædre kan erstattes af en stor check.

    Børn der løber på to ben, kommer hurtigere frem end dem der kun har ét. De enliges børn udgør en væsentlig del af de såkaldte ”udsatte børn”. De har øget hyppighed af indlæringsvanskeligheder, manglende selvværd, arbejdsløshed, ungdoms­kriminalitet, teenage­graviditeter, misbrugsproblemer, spiseforstyrrelser, bandevold, selvdestruktion og selvmord-(sforsøg). De anbringes relativt ofte uden for hjemmet.

    David Blankenhorn siger det kort i sin bog “Fatherless America – confronting our most urgent social problems”:

    “Missing fathers

    gives more young boys with guns,

    and more young girls with babies”.

    Den stadigt stigende strøm af anbringelser, er ved at knække nakken på kommunernes økonomi. De skal – før en anbringelse – undersøge om der er nogen i barnets netværk der kan overtage forældre­ansvaret. Bedsteforældre, onkler, tanter, naboer, venner, venners forældre, skolelærere, sundheds­plejersker og pædagoger, nævnes som muligheder i socialministeriets vejledning, der er endnu et af de 768 hits i retsinformation. Forældre, der ikke har del i forældremyndigheden, nævnes også, men her advares imod, at hvis han inddrages kunne det tænkes at skabe konflikter med, den nu diskvalificerede forældremyndigheds­inde­haver. I øvrigt an­ses forældre uden del i forældremyndigheden ikke som part i sagen. De har derfor heller ikke aktindsigt, og får ofte først besked om anbringelsen, når det meddeles ham, at barnets samvær med ham er halveret, fordi barnet nu også skal have samvær med sin mor.

    Nu har alle børn har to biologiske forældre, og dermed med to lodder i livet. Man kunne unde de anbring­else­struede børn, at kommunerne i det mindste undersøgte om der skulle være gevinst på det andet lod, når det viser sig, at det første var en nitte.

    Seneste nyt er, at man som alternativ til anbringelserne vil tvangsbortadopterer børn væk til nogen helt nye ”forældre”, så kommunen ikke hænger på de dyre anbringelser.

    Adoptionsloven er også et af de 768 hits. § 7 hedder;

    ”hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, for­svundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kræves kun [adoptions]­samtykke fra den anden”.

    Det er jo et ganske kønt selskab de forældre­myndighedsløse her havner i. Men det fortæller mere om en diskriminerende lovgivning end om de forældremyndighedsløse fædre.

    Regeringen har for nylig genindført mulighed­en for at enlige kvinder og lesbiske ikke blot skal tilbydes kunstig insemination, de har også fået genindført deres ret til det særlige børnetilskud, der en økonomisk erstatning for den manglende fars børnebidrag.

    Det løser måske et ønske om et barn for nogle kvinder. Men hver gang en kvinde vælger den mulighed, bliver det en lille smule vanskeligere for mænd at formere sig. I det stykker er mænd er nemlig afhængige af kvinder og deres livmor.

    Før Manu Sareen sikrede ”kvinder økonomisk uafhængighed”, var kvinderne også afhængige af mænd. Dengang var der således balance. Der skulle to til en tango.

    Manu Sareen giver i sin kronik udtryk for, at drenge skal mødes med støre forståelse i Folkeskolen. Et tredje af de 768 hits på Retsinformation handler om hvem der kan stemme og vælges til skole­be­styrelser. Det kræver enten del i forældremyndig­heden, eller han skal være bedre venner med sin eks, end hendes nye kæreste. Hun kan nemlig med sin forældremyndighed vælge om det er hr. nY eller hr. eX hun vil tildele stemmeret. Eller hun kan vælge at nøjes med selv at stemme.

    Derfor er der selvfølgelig mange flere stemmeberettigede kvinder end mænd til skolebestyr­elses­­­­valg. På nogen skoler opstilles rene kvindelister, der stiller op mod de lister, der opstiller såvel mænd som kvinder. Kvindelisterne vinder selvfølgelig, dels fordi der er flest stemme­berettigede kvinder, men også fordi adskillige af de mænd der faktisk har stemmeret, lige har været en tur gennem censuren for at blive clearet til at være feministisk nok, til at kunne betros selv at holde afkrydsningsblyanten.

    Folkeskolens ”grundlov”, som den er beskrevet i folkeskolelovens § 1. stk. 3 er næppe taget i ed. I den står:

    ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

    Hvordan får Manu Sareen og resten af regeringen og Folketinget i øvrigt, valgformen til at hænge sammen med det?

    Hvordan mon feministerne ville reagere, hvis deres valgret i 1915 var gjort betinget af, at deres far, bror, mand eller eksmand skulle erklærede dem ”politisk modne”, før de fik lov til at stemme? Diktatorer i bananrepublikker ville utvivlsomt tage imod ”demokratiet” med kyshånd, så længe det kun er de gode venner der får stemmeret. Den større forståelse Manu Sareen i sin kronik mener drenge skal mødes med i Folkeskolen, kunne i første omgang sikres ved også at inddrage deres fædre i skolens indflydelsesfære.

    Måske ville det også være på sin plads hvis Manu Sareen i det mindste forsøgte at definere hvilke forventninger han har til næste generations fædre. Hvad er en god dreng?

    I dag stritter forventningen fra, at han den ene dag skal tage halvdelen af barselsorloven, til at han den næste dag skal holde sig helt væk fra hendes barn. Forventningerne skifter undertiden fra det ene yderpunkt til det andet overnight. Politikerne synes først og fremmest at give hende ret uanset hvad hun mener eller hvad hun vil. Børn og deres fædre har bare at være omstillingsparate følge med mor i hendes humørsvingninger.

    Hvis demokratiet skal have en chance, bør modsætningerne mellem på den ene side det at være en god demokrat, og så på den anden side det at udfylde selv den mest barnlige for­ståelse af det, at være en god far, fjernes. Hvis ikke de to ting trækker på samme hammel, kan vi næppe forvente, at alle fædre vil fravælge engagementet i deres børn, og blot være artige demokrater, der gør hvad mor siger.

    Hvis Manu Sareen overhovedet vil gøre sig håb om at stoppe kønskrigen, bør han starte med at indføre demokratiet. Det demokratiske underskud kalder på kamp.

    Der findes fædre, der forbeholder sig ret til at slås for at deres børn kommer til at leve i et demokrati. Manu Sareen er tydeligvis ikke en af dem.

    Han kunne indlede en våbenhvile med at holde op med at kaste sten efter vores børn fra sit eget lille glashus.

Leave a Reply